Chokfinalist i Australian Open: Det er en drøm

admin

|

23/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hun var blot seedet som nummer 20, da Australian Open gik i gang, men lørdag står hun alligevel i finalen i årets første grand slam-turnering i tennis.

Dominika Cibulkova overlod intet til tilfældighederne, da hun tidligt torsdag morgen dansk tid besejrede favoritten Agnieszka Radwanska i semifinalen.

Polakken blev fejet af banen med cifrene 6-1, 6-2 af Cibulkova, hvis 23 første grand slam-deltagelser blot kastede en enkelt semifinale i French Open af sig.

- Jeg kan stadig ikke fatte, jeg er i finalen. Det kræver længere tid. Jeg har ikke ord for det her, siger Dominika Cibulkova, der er den første slovakiske spiller, der er nået så langt.

I finalen venter den fjerdeseedede kineser Li Na.

- Det er som en drøm. Så jeg vil gå ud og gøre mit bedste, siger Cibulkova, der er overrasket over, hvor overlegen hun var mod Radwanska.

- "Aga" er en utrolig god spiller, så jeg var forberedt på en hård kamp. Jeg satsede alt og var parat til at lave fejl, siger hun efter en kamp, hvor hun imponerede med 21 rene vinderslag.

- Der var mange tanker mod slutningen, men jeg bevarede koncentrationen, siger en glad Dominika Cibulkova.

Hendes finalemodstander, Li Na, skulle også kun bruge to sæt til at besejre den canadiske overraskelse Eugenie Bouchard med 6-2, 6-4.

/ritzau/