Malcolm Ausbon, som den forurettede hedder, hævder, at sangeren overfaldt ham sidste sommer, da et skænderi på en basketball-bane udartede.
Ifølge søgsmålet pralede Brown med, at han var medlem af den frygtede bande Bloods, hvorefter han fløj på Ausbon, som forsøgte at slippe væk fra balladen. Det mislykkedes og han fik en læsterlig omgang tæv.
Mandens advokat skriver til retten i Los Angeles, at der var fire personer om at banke hans klient - Brown og tre andre. Flokken gik angiveligt efter både Ausbons krop og hovede, som blev sparket, slået og trampet på med det resultat, at offeret endte på skadestuen med kvæstelser i hovedet, på halsen, ribbenene, ryggen og benene, ligesom Ausbon i dag stadig trækkes med posttraumatisk stress.
Han forlanger nu erstatning, men uden at sætte tal på sit krav.
Ausbons søgsmål er det seneste i en lang række, der truer Browns frihed. Han er indtil nu sluppet for fængsl, men er p.t. i tvungen behandling for at lære håndtering af sin letantændelige vrede.
R&B-stjernen har også en betinget dom for grov vold mod sin ekskæreste Rihanna.