Christiania-sag: Politiet overvågede Fitness World

Skrevet af admin

15/09/2014

Dagens topnyheder

Svedende fyre i træningstøj blev overvåget af politiøjne i den store sag om hashsalg på Christiania, hvor 77 personer sidder på anklagebænken i et større kompleks opdelt i seks sager.

Overvågningen fandt sted i Fitness World nær Christiania, fordi en betjent tilfældigt havde set en større gruppe personer, som politiet efterforskede i Christiania-sagen.

Det oplyser senioranklager Laura Birch i sin fremlæggelse af sagen mod 16 mænd ved Retten på Frederiksberg mandag.

- En betjent så under træning, at en persongruppe, som var under efterforskning, benyttede motionscentret som en større gruppe, sagde Laura Birch.

Overvågningen gav ifølge anklagemyndigheden politiet ekstra viden om den gruppe personer, som angiveligt havde tilknytning til hashsalget.

En politiagent skal senere i sagen vidne om overvågningen i Fitness World.

Politiet vurderede ved starten af efterforskningen i 2012, at det var svært at opsætte videoovervågning af boderne, fordi der var sat sløringsnet op. Pusherne havde lært af tidligere efterforskning i 2003 og 2004, oplyser anklageren.

Efterforskningen skulle derfor ske med andre metoder. For eksempel med såkaldte politiagenter i efterforskningen. Agenter blev også brugt i 2004, men ikke med samme vægt som i denne Christianiasag ifølge politiet.

Agenterne var almindelige betjente, som fik tilladelse af retten til at foretage køb af hash. De opholdt sig på Christiania i 10 minutter ad gangen af hensyn til deres sikkerhed, forklarede Laura Birch. Agenterne kom i fristaden igennem halvandet års tid.

Kunderne på Christiania købte i gennemsnit fem gram hash og en joint i Christianias hashboder ifølge 2000 sager mod købere til personligt forbrug, som politiet slog kloen i, da de forlod fristaden.

Fire mænd erkender et mindre hashsalg på Christiania, men alle 16 mænd på anklagebænken nægter et stort og organiseret hashsalg. I mange af boderne er der ifølge anklageskriftet solgt mindst et kilo hash om dagen.

Salget er ifølge anklagemyndigheden sket i flere forskellige perioder fra 2012 og frem til 13. marts 2014, hvor politiet slog til i aktion "Nordlys". Aktionen er den største nogensinde mod organiseret kriminalitet på Christiania.

/ritzau/