Christofi: Guardiola ønskede ikke Barcelona netop nu

Skrevet af admin

24/04/2015

Mest læste i dag

Bayern München møder Barcelona i Champions League-semifinalerne, og for Bayerns træner, Josep Guardiola, betyder det et gensyn med hans hjerteklub.

Guardiola er vokset op og har spillet i klubben. Desuden var han fra 2008 til 2012 en af historiens med succesrige Barcelona-trænere, så når spanieren vender tilbage til Camp Nou, burde det være et glædeligt gensyn.

Men Viasat-reporter Luna Christofi vurderer, at gensynet ikke bliver så dejligt for Guardiola, som det kunne lyde til.

- Jeg tror, at Guardiola gerne havde undgået at møde Barcelona lige nu.

- Guardiola er ikke bange for Barcelona, men jeg tror godt, han kan være bange for alt det, der følger med udenfor banen, siger Christofi.

Barcelonas nuværende træner, Luis Enrique, har efter en lidt usikker start med interne magtkampe fået styr på sit hold, og han er med 42 sejre ved roret i den catalanske storklub den mest succesrige træner i Barcelonas historie efter 50 kampe.

Guardiola opnåede 37 sejre i sine første 50 kampe i Barcelona.

- Statistisk set er Enrique den mest succesrige af de to, og det er med til at skabe endnu mere hype op til kampen, siger Christofi.

Også det faktum, at de to trænere kender hinanden godt og har spillet sammen på både det spanske landshold og i Barcelona, giver lidt ekstra krydderi til et i forvejen spændende opgør.

Men selvom Enrique måske fører på Barcelona-statistikken, så taler Bayern-trænerens meritter stadig for sig selv.

Guardiola vandt 14 trofæer som træner i Barcelona, og i Bayern er det indtil videre blevet til fire pokaler og 79 sejre i 100 kampe.

Selvom det er to formstærke hold, så kan Christofi alligevel se fordele og ulemper for begge parter forud for semifinalerne.

- Enrique var meget udskældt for at køre et rotationssystem i efteråret, og det må man jo sige nu har båret frugt. Der er ingen skadede spillere i Barcelona bortset fra langtidsskadede Thomas Vermaelen, siger hun.

Det samme kan man ikke sige er gældende for Bayern München, der i lang tid har døjet med skader.

Det resulterede forleden i, at klubbens læge gennem 38 år, Hans-Wilhelm Müller-Wohlfahrt, sagde op, da han følte, at han fik skylden for 1-3 nederlaget til Porto i den første CL-kvartfinale.

En anden faktor, der ifølge Viasat-reporteren kan påvirke semifinale-resultatet, er, at Bayern så godt som kan kalde sig tyske mestre, mens Barcelona helst skal ud og hente tre point i hver kamp for at holde rivalerne fra Real Madrid fra førstepladsen i den spanske liga.

- Barcelona kan ikke tåle at tabe i La Liga, mens Bayern kan tage det noget mere afslappet og fokusere 100 procent på Champions League.

Første semifinale spilles i Barcelona 6. maj, mens returopgøret spilles 12. maj i München.

/ritzau/