Cigaretsalget tog et ordentligt dyk sidste år

Skrevet af admin

03/07/2015

Dagens topnyheder

Antallet af rygere er i tilbagegang herhjemme, og det er salget af cigaretter også.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev solgt 1182 cigaretter pr. dansker over 14 år sidste år. Det er et fald på 275 cigaretter i forhold til 2013, svarende til knap 19 procent.

Der kan dog være flere årsager til den markante tilbagegang ud over, at der er færre rygere.

Afgifterne på cigaretter blev hævet 1. januar 2014, og derfor har nogle forhandlere måske købt ekstra stort ind, før priserne på en karton smøger steg.

Det ville i givet fald betyde, at en del af det normale salg i årets første måneder således allerede optrådte i statistikken for 2013.

Samtidig er grænsehandlen heller ikke talt med i statistikken. Så hvis rygerne på grund af de højere afgifter herhjemme i stedet køber deres cigaretter på den anden side af grænsen eller i fremmede lufthavne, vil det ikke fremgå af tallene.

Alkoholsalget steg i øvrigt to procent sidste år, hvor der i alt blev indkøbt 44,9 millioner liter ren alkohol. Det svarer til 9,5 liter ren alkohol pr. indbygger over 14 år.

/ritzau/