City-keeper: Vi har holdet til at vinde ligaen

Skrevet af admin

24/03/2014

Mest læste i dag

Stillingen i Premier League kan ved første øjekast snyde lidt. For godt nok fører Chelsea suverænt med 69 point efter 31 kampe, mens Liverpool på andenpladsen har 65 point efter 30 kampe.

Men Manchester City har kun spillet 28 kampe og kan nagle sig fast på førstepladsen foran Chelsea ved hjælp af tre sejre. Lige nu indtager City tredjepladsen med 63 point.

- Fansene, spillerne og staben - alle er nødt til at trække hinanden op, hvis vi ønsker at komme først over stregen, siger Citys keeper Joe Hart ifølge AFP.

Tirsdag aften skal City en tur til Old Trafford, hvor de evige rivaler Manchester United venter, så pointene kommer ikke af sig selv.

- Jeg mener, at vi har holdet til at vinde ligaen. Vi skal ikke fokusere for meget på de udekampe, vi har tilbage at spille.

- Vi har stadig chancen for at gøre noget meget specielt, som klubben ikke har formået i 44 år - at vinde to trofæer i den samme sæson.

- Så vi er nødt til at presse på og forsøge at skabe et stykke historie, forklarer Joe Hart.

United har vist en stigende formkurve på det seneste, og især den samlede 3-2-sejr over græske Olympiakos i Champions League lunede hos den kriseramte klub.

Uniteds stjerneangriber Wayne Rooney, som scorede to mål i lørdagens 2-0-sejr ude over West Ham, vil gøre alt for at spolere guldhåbet hos City, når de to hold tørner sammen tirsdag aften.

- Sejren over Olympiakos gav os et løft i selvtilliden og gav os tro på tingene.

- Det var et godt resultat, inden vi skal spille derbyet, så vi ser frem til en spændende kamp, og forhåbentlig opnår vi et godt resultat, siger Rooney.

Kampen mellem United og City går i gang tirsdag klokken 20.45.

/ritzau/