City lider igen: Da Silva ude af spansk trup

Skrevet af admin

10/10/2015

Mest læste i dag

De mange landskampe rundt i verden i disse dage har været hårde ved engelske Manchester City.

Forleden blev klubbens argentinske profil Sergio Agüero skadet for Argentina, og han ventes ude i flere uger - måske en måned.

Lørdag forlyder det så fra den spanske landsholdslejr, at Manchester City-spilleren David Silva må stå over, når Spanien mandag møder Ukraine på udebane.

- David Silva er ude af den spanske trup på grund af en forstuvning i ledbåndet i højre ankel, oplyser fodboldforbundet i Spanien i en meddelelse.

Forbundet understreger, at man har været i kontakt med Manchester City, men meddeler ikke noget om, hvor længe, Silva forventes at være ude af spillet.

David Silva måtte lade sig udskifte i pausen, da Spanien fredag besejrede Luxembourg 4-0 og dermed kvalificerede sig til EM-slutrunden i 2016.

Juventus-angriberen Alvaro Morata måtte samme vej i pausen, da han fik et slag over højre ben. Morata er også ude af truppen mod Ukraine mandag.

I første omgang frygtede den spanske lejr, at Morata ville være ude i flere måneder, men angriberen selv er lørdag mere positiv.

- Ikke fire måneder. Ikke engang én måned. Arbejder hårdt på at blive klar til søndag, skriver Morata på Twitter lørdag.

/ritzau/