City-målmand er utilfreds med dårlig december-pointhøst

Skrevet af admin

31/12/2015

Dagens topnyheder

Efter en nærmest perfekt sæsonstart har Manchester City virket vaklende i Premier League. I det vigtige decemberprogram er det blevet til sølle syv point i fem kampe.

De blå fra Manchester gik ind i julemåneden som førerhold, men efter Leicester-kampen tirsdag, hvor City fik 0-0 med hjem, indtager holdet nu tredjepladsen i den bedste engelske række.

Det er stærkt utilfredsstillende, siger holdets målmand Joe Hart.

- Vi er ikke, hvor vi burde være i tabellen lige nu. Vi er heldigvis stadig med i mesterskabskampen, men uden at spille særligt godt, siger målmanden til klubbens hjemmeside.

De himmelblå åbnede sæsonen med fem sejre i træk. I de fem kampe scorede holdet 11 mål og lukkede kun et enkelt ind.

Siden da har Manchester City haft store problemer på udebane, hvor holdet ikke har vundet en eneste kamp i tre måneder. Seneste sejr på fremmed græs var mod Crystal Palace 12. september.

- Vi begyndte virkelig stærkt, men vi har ikke været gode i de seneste 12 kampe. Vi fortjener ikke at ligge over Leicester og Arsenal, og det er derfor, vi ikke gør det, siger den engelske landsholdsmålmand.

- Vi bliver nødt til at fortsætte med at arbejde, for vi skal vinde alle vores hjemmekampe og være svære at slå i vores udekampe.

Hart mener, at City havde fortjent sejren på udebane mod Leicester. Men den danske målmand Kasper Schmeichel stod i vejen.

- Det er kampe som den, vi kan og bør vinde. Kasper Schmeichel gjorde det godt og lavede nogle gode redninger, men måske skulle vi også have gjort det bedre med vores chancer.

Manuel Pellegrinis spillere tager 2. januar imod Watford, der ligger på en overraskende 8.-plads i Premier League ved årets udgang. Watford har vundet fire af deres seneste seks kampe.

/ritzau/