City skuffer med hjemmenederlag til Juventus

Skrevet af admin

16/09/2015

Mest læste i dag

Manchester City er kommet fremragende fra start i Premier League i denne sæson.

Men tirsdag aften måtte City skuffe sine fans hjemme, da det blev til et 1-2-nederlag til Juventus, da klubberne åbnede dette års Champions League.

Opgøret i gruppe D blev aldrig det store sus, da italienerne i store dele af kampen formåede at tæmme Manchester City og endda overrumple dem med ni minutter igen, da Alvaro Morata afgjorde kampen.

Den hovedrige engelske klub har jagtet succes i Champions League i flere sæsoner, men selv om modstanderen var sidste sæsons finaledeltager, så er der ingen nåde i City i år.

En suveræn start på Premier League med 15 point for fem kampe har skabt forventninger, og alle sejl er sat til i denne sæson.

Der var heller ikke spillet mere end halvandet minut på Etihad Stadium i Manchester, før Fernandinho bragte bolden frem og spillede Raheem Sterling helt fri, men den flade afslutning manglede kvalitet.

Juventus har mistet nogle profiler siden finalen mod Barcelona i maj. Carlos Tévez, Andrea Pirlo og Arturo Vidal er alle væk.

Til gengæld er holdet tilført Mario Mandzukic, der er kommet til fra Atlético Madrid og Juan Cuadrado fra Chelsea, og i Juventus sætter man også sin lid til unge Paul Pogba.

Det var lige ved for Pogba efter 12 minutter, hvor franskmanden havde bolden i nettet, men det blev korrekt annulleret for offside.

Juventus var taktisk godt forberedt på Manchester City, og italienerne formåede at lukke ned for det engelske tophold, som havde svært ved at komme til de store chancer ud over Sterlings store mulighed i kampens indledning.

Første halvleg endte derfor målløs, og de første 12 minutter af anden halvleg lignede samme opskrift, men efter et hjørnespark fik Vincent Kompany presset Giorgio Chiellini til at heade bolden i eget net til City-føring 1-0 efter en times spil.

Juventus-lejren følte sig bortdømt i situationen, hvor Kompany havde fat i Chiellini, men dommerens fløjte var tavs.

Det var indledningen til et City-pres mod Juventus, hvor tempoet blev skruet i vejret, men med 20 minutter diskede Pogba op med et fantastisk indlæg fra venstre kant, og her dukkede Mandzukic op og headede Juventus på 1-1.

Ni minutter før tid kunne City ikke holde Alvaro Morata og spanieren fik fornemt sparket bolden ind bag Joe Hart til slutresultatet 2-1.

/ritzau/