City-stjerne: Denne gang er vi klar til Barcelona

Skrevet af admin

23/02/2015

Dagens topnyheder

Manchester City har gjort store fremskridt i forhold til sidste sæson, og derfor er der ingen grund til at frygte en gentagelse af nederlaget til FC Barcelona.

Sådan lyder det fra Citys franske midtbanespiller Samir Nasri før tirsdagens første 1/8-finale i Champions League mod catalonierne.

- Sidste år var den store begivenhed for meget for os, siger Nasri på en pressekonference dagen før kampen på City of Manchester Stadium.

- I år er det anderledes. Nu ved vi, hvad vi er i stand til. Messi og Ronaldo spiller, som om de kommer fra en anden planet, men det er der ikke andre i verden, der gør. Vi er ikke bange.

I sidste års 1/8-finale tog Barcelona en samlet 4-1-sejr, men blev hjulpet på vej af City-udvisninger i begge kampe.

Englænderne har lært meget af de to nederlag, lover manager Manuel Pellegrini.

- Hovedsagen er, at vi slås hårdt for at få fat på bolden. En kamp med lavt tempo passer Barcelona godt.

- Vi skal have fat i bolden og være dygtige til at spille den rundt. På den måde kan vi få Barcelona så tæt på eget straffesparksfelt som muligt, siger Pellegrini.

Efter tirsdag aftens kamp i Manchester skal de to hold vente mere end tre uger på returkampen i Barcelona, der spilles 18. marts.

/ritzau/