Clegg træder tilbage efter valgnederlag

Skrevet af admin

08/05/2015

Dagens topnyheder

Liberaldemokraternes formand, vicepremierminister Nick Clegg, træder tilbage som partiets leder, efter at hans parti led et knusende nederlag ved det britiske parlamentsvalg.

Hans parti er gået tilbage fra 57 mandater til blot otte, viser de foreløbige resultater.

- Tydeligvis har resultaterne været umådeligt mere knusende og uvenlige, end jeg nogensinde kunne have frygtet, siger en træt udseende Clegg på et pressemøde.

- Partiet må reflektere over, hvorfor vi har lidt så kolossalt tab, siger den afgående leder, der samtidig opremser en række politiske sejre, som han mener, partiet har opnået.

- Vores parti vil komme tilbage, og vores parti vil vinde igen, siger Clegg på pressemødet.

Liberaldemokraterne har været i regeringskoalition med premierminister David Camerons konservative parti siden 2010.

Den afgående formand peger på, at international usikkerhed og de økonomiske vanskeligheder efter finanskrisen har skræmt vælgerne væk.

- Liberalismen klarer sig dårligt i mødet med en politik, der er drevet af frygt, siger Nick Clegg.

- Det er mere afgørende end nogensinde, at vi kæmper for liberalismen, siger han.

Resultatet fra det britiske valg viser, at den siddende premierminister, David Cameron, har taget en stor sejr.

Ud over Nick Clegg har Labours leder, Ed Miliband, og Ukips leder, Nigel Farage, meddelt, at de trækker sig.

/ritzau/