Cleveland og LeBron James udligner i NBA-finaleserien

Skrevet af admin

08/06/2015

Dagens topnyheder

Cleveland Cavaliers og Golden State Warriors måtte endnu engang ud i overtid, inden en vinder var fundet i søndagens NBA-finalekamp i Oakland, Californien.

Superstjernen LeBron James var en af hovedårsagerne til, at Cleveland til sidst snuppede en sejr på 95-93, efter at den ordinære spilletid sluttede 87-87.

Dermed er stillingen nu 1-1 i finaleserien, hvor der spilles bedst af syv kampe. Den første kamp blev også afgjort i overtid.

I slutningen af fjerde quarter var Cleveland ellers lige ved at smide det hele på gulvet.

Holdet førte med 11 point med blot tre minutter tilbage, men afgørende point af blandt andet Golden States Stephen Curry og et par missere af LeBron James skabte fornyet spænding i opgøret.

Den spænding holdt, indtil den sidste del af de fem minutters overtid, da Matthew Dellavedova ti sekunder før tid scorede på to straffekastforsøg og afgjorde opgøret.

LeBron James lavede imponerende 39 point, 16 rebounds og 11 assists for Cleveland og fortsatte dermed scoringsstimen fra den første kamp, hvor han scorede 44 point.

I de næste to kampe har Cleveland fordel af hjemmebane.

/ritzau/