Clooney hylder Charlie Hebdo ved filmfest

Hollywood-stjernen George Clooney er ved søndagens uddeling af Golden Globe-priserne en blandt mange skuespillere, som offentligt viser deres støtte til det franske satiremagasin Charlie Hebdo efter sidste uges angreb i Paris.

Clooney bar en "Je Suis Charlie"-nål på sin smokingjakke, da han ankom til festen på Hilton Hotel i Beverly Hills i Los Angeles.

"Jeg er Charlie"-sloganet udtrykker støtte til presse- og ytringsfrihed verden over, og den franske version er blevet et af de mest anvendte hashtags nogensinde på Twitter.

Clooneys hustru, Amal Clooney, havde et "Je Suis Charlie"-emblem på sin håndtaske.

Skuespilleren William H. Macy, der er nomineret til en Golden Globe som bedste skuespiller for sin rolle i tv-komedien "Shameless", udtrykte sin støtte til sagen på den røde løber, og det samme gjorde stjernerne Helen Mirren og Kathy Bates.

Den franske komponist Alexandre Desplat, der er nomineret i kategorien for bedste musik - til filmen "Imitation Game" - mindedes også ofrene for sidste uges massakre ved at holde et skilt med Charlie-slagordet op på den røde løber.

Dermed slutter Hollywood-stjernerne sig til millioner af mennesker verden over, der søndag var på gaden for at demonstrere mod terror og ekstremisme og for at ære de 17 ofre for de seneste dages islamistisk terror.

I Frankrig alene var 3,7 millioner mennesker mødt op ved forskellige arrangementer, og verdens ledere gik arm i arm i optog sammen med mellem 1,2 og 1,6 millioner mennesker i hovedstaden Paris.

Over tre dage udspillede der sig et blodigt drama i Paris. 17 ofre og tre gidseltagere blev dræbt.

/ritzau/Reuters

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

 

 

Dagens Gossip