CNN: USA vil sende 100 militære rådgivere til Irak

Skrevet af admin

19/06/2014

Mest læste i dag

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har angiveligt fremlagt en plan for USA's præsident Barack Obama, der vil sende op mod 100 militære rådgivere til Irak, der skal arbejde sammen med det irakiske militær.

Det siger flere amerikanske militærkilder til CNN.

Barack Obama har endnu ikke underskrevet planen, men præsidenten holder netop nu møde med sine sikkerhedsrådgivere. Det Hvide Hus har indkaldt til pressemøde klokken 18.30 dansk tid vedrørende situationen i Irak.

Islamistiske oprørere fra Den Islamiske Stat i Irak og Levanten, Isil, har i løbet af de seneste 10 dage taget kontrollen med adskillige byer i det nordlige Irak.

Irak har bedt USA om at gennemføre luftangreb mod de fremrykkende oprørere, der er nået til byen Baquba, der kun ligger 60 kilometer nord for hovedstaden Bagdad.

Den irakiske premierminister Nuri al-Maliki indkaldte torsdag et ukendt antal militære reserveofficerer, der ifølge AFP skal sættes ind i kampene mod oprørerne fra Isil.

/ritzau/