Colin Todd: Vi kunne have vundet komfortabelt

Skrevet af admin

08/11/2014

Mest læste i dag

Randers FC har spillet et forrygende efterår og indtager en aktuel andenplads i Superligaen med 24 point efter kronjydernes første 14 kampe.

På trods af succesen, har Colin Todds mandskab fået kritik for at score for få mål – 12 sæsontræffere før lørdagens kamp mod Esbjerg.

Den kritik fik svar på tiltale i hjemmekampen mod vestjyderne, hvor Randers-spillerne præsterede tre mål. Ifølge holdets træner kunne det dog snildt være blevet til endnu flere.

- Efter Viktor Lundbergs mål til 3-1, så havde vi chancer til både det fjerde, femte og sjette mål. I stedet gav vi Esbjerg mulighed for at komme ind i kampen igen.

- Heldigvis formåede vi at holde hjem og hente de tre point, hvilket i sidste ende var det vigtigste, siger Colin Todd.

Randers fik ellers en mareridtsstart, da Martin Pusic bragte Esbjerg i front efter blot to minutters spil.

Kronjyderne fightede sig dog tilbage i opgøret og førte 2-1 ved pausefløjt efter scoringer af Mikael Ishak og Elmar Bjarnason. Sidstnævnte målscorer var efter kampen stolt over holdets moral trods den dårlige start.

- Det var en hård begyndelse, men vi viser virkelig stor mental styrke ved at vende kampen, allerede i første halvleg.

- Vi skulle have lukket kampen langt tidligere i stedet for at gøre den så spændende, griner Randers’ islandske venstrekant.

Elmar Bjarnason har nu scoret tre mål – et flot antal for midtbanespilleren, men et stykke fra rækkens topscorer Martin Pusic, der ud over det tidlige mål også fik reduceret til 2-3, hvilket var Pusic’ ottende sæsontræffer.

/ritzau/