Colts-ejer: Manning kan slutte karrieren i Colts

Skrevet af admin

05/02/2016

Mest læste i dag

Når Super Bowl afvikles søndag bliver det med den levende legende Peyton Manning som quarterback for det ene af finaleholdene - Denver Broncos.

Mens alle spekulerer over, om kampen bliver 39-årige Mannings sidste, siger ejeren for Mannings tidligere hold Indianapolis Colts, at han allerede har bedt Manning om at vende tilbage for at afslutte sin karriere hos Colts.

- Jeg vil gerne have Manning til at slutte hos os, og det har jeg bedt ham om, siger Irsay til WISH-TV i Indianapolis.

- Jeg ville elske at se ham slutte karrieren hos os, og jeg ville elske at se, hvordan han håndterer den sidste del af sin karriere, siger Irsay.

Peyton Manning selv har sagt, at han ikke vil spekulere på fremtiden før efter Super Bowl er overstået mandag.

I mellemtiden hepper Jim Irsay på, at Manning vinder Super Bowl med sit hold, Denver Broncos, som han ankom til fra Indianapolis i 2012.

- Jeg har fortalt Peyton, at han har støtten fra alle her i Indianapolis. Det er fuldt fortjent. Jeg tror ikke, der er nogen, der er mere respekteret i den her sportsgren.

Peyton Manning indledte sin NFL-karriere i 1998, og han har fem gange været kåret som ligaens mest værdifulde spiller. Flest af alle i historien.

Denne sæson har imidlertid ikke været som de andre for den 39-årige spiller. Han har kæmpet med skader og smådårlig form. Det har virket som om, at han havde mistet noget af sin styrke.

Samtidig må han kæmpe med anklager om doping efter en afsløring i en dokumentarudsendelse på amerikansk tv i december. Her blev han anklaget for tidligere i karrieren at have skaffet sig væksthormon for at komme sig hurtigere over en skade.

NFL-organisationen meddelte i sidste uge, at man indleder en undersøgelse af sagen.

/ritzau/