Contador i form: Riis ser frem til dueller med Sky

Skrevet af admin

18/03/2014

Mest læste i dag

Alberto Contador har i etapeløbet Tirreno-Adriatico vist, at han er på vej tilbage til det niveau, hvor han kører med om sejren i de største cykelløb.

Det betyder, at den spanske cykelrytter formentlig også er klar til en duel med sidste års Tour de France-vinder Chris Froome, når Tour de France bliver indledt i England den 5. juli.

Det håber især Bjarne Riis, som i de seneste dage har nydt sin rytters succes i Italien.

- Jeg tror, at vi kan få det store slag, alle drømmer om, siger Bjarne Riis ifølge cyclingnews.com, som har mødt Riis ved det italienske cykelløb.

- Alberto er en vindertype. Det, som skete sidste år (nummer fire i Tour de France, og kun én sejr i sæsonen), har ikke været let for ham, fortsætter Bjarne Riis.

- Folk kan sikkert forestille sig, at det er mentalt hårdt at skulle komme tilbage. Han var nødt til at genskabe sit fokus. Vi aftalte, at vi ville prøve at gøre tingene anderledes i år. Han har arbejdet hårdt, og det lønner sig. Nu er han den Contador, jeg ved han kan være.

Bjarne Riis ejer ikke længere Tinkoff-Saxo, men er holdets leder. Riis gjorde i efteråret hollænderen Steven De Jongh til træner i stedet for sportsdirektør, og hans arbejde med spanieren bærer tilsyneladende frugt.

- Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvordan han har trænet, men det er måske nok lidt mere struktureret, siger Riis, der har fået en rytter, som er villig til stadig at lære.

- Det er jo ikke sådan, at han ikke har trænet tidligere. Det er bare mere præcist nu. Vi har arbejdet med ting, jeg ville have, at han skulle arbejde med.

Sidste års Tour-vinder, Chris Froome, er ikke med i Tirreno-Adriatico på grund af en dårlig ryg. Hans afløser Richie Porte er udgået, så den store duel med Sky mangler lige nu, men den kommer senere.

- Jeg er sikker på, at de sidder derhjemme og ser tv. Om de er bekymrede? Det ved jeg ikke, men det her er sport. Hvis du vil vinde, er du nødt til at være god.

Bjarne Riis forventer, at Alberto Contador bliver endnu bedre til de kommende cykelløb.

- Han kan stadig blive bedre, men allerede nu er han ikke dårlig, siger Bjarne Riis.

Alberto Contador støder efter alt at dømme ind i Chris Froome i Katalonien Rundt senere i marts.

/ritzau/