Coop får stor bøde: Markedsførte frugt med 'gavnlig virkning på sygdom'

Skrevet af Nicolai Busekist

17/05/2022
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Coop har fået en stor bøde af Fødevarestyrelsen, fordi de har solgt frugt som værende en form for naturlægemiddel.

Mest læste i dag

Fødevarestyrelsen har for nylig aflagt Kvickly, som ejes og drives af Coop Danmarks, hjemmeside et lille visit, for at foretage en kontrol på baggrund af 'en intern anmeldelse'.

Årsagen til, at Fødevarestyrelsen har været efter Coop og Kvickly er, at de har solgt og markedsført diverse frugter, der skulle have en 'gavnlig virkning på sygdom'. Mere konkret er der tale om tranebær, guava og havtorn.

Blandt andet har de på Kvicklys hjemmeside solgt tranebær som en form for naturlægemiddel mod blærebetændelse. 

"Tranebær er et naturlægemiddel, der faktisk kan have en effekt mod blærebetændelse. Tranebærret kan nemlig på baggrund af sine bakterieavisende egenskaber fremme et sundt miljø i urinrøret samt blæren," skrev de ifølge Fødevarestyrelsen på deres hjemmeside.

Det er dog ikke blot tranebær, som af Kvickly har været fremhævet som et naturlægemiddel. Også guava har fået pæne ord med sig, da de tidligere havde skrevet, at det kan kurere diarré og forstoppelse, helbrede svær akne samt sænke hudens aldringsproces.

"Guava er god for både syge og raske. Ét lille glas ren guavajuice kan nemlig kurere maveproblemer som diarré og forstoppelse," stod der tidligere på deres hjemmeside, ligesom der stod følgende: "Guava kan helbrede svær akne og er desuden med til at sænke hudens aldringsproces."

Havtorn blev derimod beskrevet som værende godt for immunforsvaret, ligesom det var oplyst, at det kunne 'opretholde et godt helbred' samt 'styrke kroppens funktioner'.

"Næringsindholdet i havtorn er særligt godt for kroppens immunforsvar, da både vitaminerne og antioxidanterne bidrager til at opretholde et godt helbred, styrke immunforsvaret og kroppens funktioner," stod der blandt andet.

Deres beskrivelser af hhv. tranebær, guava og havtorn har nu fået konsekvenser for Coop Danmark A/S, da deres anprisninger ikke har været tilladte, eftersom 'fødevarerne sidestilles med lægemidler', oplyser Fødevarestyrelsen.

Af denne grund er Coop blevet pålagt at skulle betale en bøde på 20.000 kroner, hvilket man må forvente, at de har i sinde at betale, da de har erkendt, at de ikke har overholdt reglerne.

"Vi har fjernet oplysningerne med det samme. Og så gennemgår vi selvfølgelig det resterende for at sikre der ikke er flere fejl. Vi erkender det er en overtrædelse af reglerne. Vi beklager det," lød det ifølge Fødevarestyrelsen fra Coop.

Desuden har SE og HØR talt med Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop. Han forklarer, at der er tale om tekster fra en ekstern leverandør, som ved en fejl er kommet på hjemmesiden.