Corydon afviser at skrue yderligere op for reform-tempo

Hvis Danmark ikke gør mere for at fremme vækst og produktivitet, så vil vi være helt nede og skrabe bunden blandt OECD-landene i 2030.

Uden yderligere reformer vil Danmark have udsigt til en vækst på 1,6 procent, langt under gennemsnittet i OECD og endnu længere under et land som Sverige, der vil ligge på 2,6 procent ifølge OECD (Organisationen for økonomisk Samarbejde og Udvikling).

Men den danske regerings reformkurs er den rigtige, og den ligger fast, understreger finansminister Bjarne Corydon (S).

- Jeg tror, man må sige, at den nuværende regering har holdt et meget højt reformtempo. Og man kan jo altid vælge, hvilke organisationer man lytter til, og hvilke ranglister man kigger på, siger han og fortsætter:

- Jeg hæfter mig ved, at vi er et af kun 10 lande i verden, som for alle ratingbureauer har trestjernede topvurderinger, og det vil sige, at vi er et af de lande i verden, som man med stensikkerhed kan investere sine penge i, og det er ikke kommet af sig selv.

Spørgsmål: Så du lytter ikke til OECD?

- Vi lytter hele vejen rundt, men vi har holdt et højt reformtempo, og det bliver vi ved med. Reformtempoet er præcis, som vi ønsker, det skal være, lyder det fra finansministeren.

Meldingen kommer forud for, at regeringen torsdag præsenterer sin nye vækstpakke, der blandt andet vil give tre milliarder kroner til grundforskning og yderligere midler at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at vokse sig større.

OECD præsenterede sin såkaldte verdensøkonomiske prognose tirsdag, og her lød opfordringen, at Danmark skal løfte produktiviteten, særligt i servicesektoren, hvis man vil gøre sig håb om at kravle op på ranglisten over lande med høj vækst.

Hvis samtlige initiativer i Produktivitetskommissionens omkring 100 anbefalinger blev gennemført - og det bliver de ikke - så ville Danmark kravle op i midterfeltet i OECD, når det gælder vækst.

/ritzau/

 

Dagens Gossip