Corydon afviser syltekrukke om dagpenge

Skrevet af admin

27/06/2014

Mest læste i dag

SR-regeringen har ikke skudt dagpengereformen til et stensikkert hjørnespark til efter folketingsvalget for at slippe for at få den varme kartoffel serveret lige før et valg.

Det siger finansminister Bjarne Corydon (S), efter at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har givet professor Nina Smith som formand for regeringens dagpengekommission halvandet år til at præsentere et nyt dagpengesystem.

Kommissionen er ikke en syltekrukke, mener han,

- Det tror jeg ikke i betragtning af, hvor vanskelig en problemstilling det er. Det har vi alle tre haft lejlighed til at gøre os vore erfaringer med. Så er det nok en rigtig god idé at få det udredt ordentligt, siger Bjarne Corydon.

Han forklarer sig i Finansministeriet sammen med Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og økonomiminister Margrethe Vestager (R). Hun var minister i 90'ernes SR-regeringer, som beskar dagpengeperioden, der med genoptjening i princippet var ubegrænset til fire år.

Margrethe Vestager vil ikke kommentere, om dagpengeperioden skal hæves fra de to år, som De Radikale, VK-regeringen og Dansk Folkeparti aftalte i 2011, og S-R-SF-regeringen gennemførte efter valget.

- Kommissionens opgave er at se, hvordan vi får et moderne dagpengesystem. Det dagpengesystem, som vi har, er opfundet for mange, mange, mange år siden. I dag arbejder folk på mange forskellige måder, siger Margrethe Vestager.

Enhedslisten og SF beskylder SR-regeringen for at sylte ændringer, skønt mindst 34.000 arbejdsløse har mistet deres dagpenge på grund af beskæringen af dagpengeperioden.

Det undrer Kristian Thulesen Dahl, hvorfor regeringen har skudt reformen til hjørnespark.

- Man kan ikke helt fortænke, at det fra regeringens side er meget udmærket, at der går lidt tid med sådan en kommission, siger han.

/ritzau/