Corydon: Ingen mister noget ved tilskud til satspulje

Skrevet af admin

13/05/2014

Dagens topnyheder

De 1,6 milliarder kroner, som regeringen tilfører satspuljen, er enten blevet brugt på andre formål eller blevet i statskassen siden 1990'erne.

Men der er ikke nogen, der har mistet noget i den forbindelse, forklarer siger finansminister Bjarne Corydon (S) ved et pressemøde i Finansministeriet tirsdag.

- Der er blevet ført for få penge tilbage til satspuljen, og det er så nu, at vi retter op på det, siger finansministeren.

Spørgsmål: Du kan ikke konkretisere, hvad pengene er gået til?

- Nej, fordi de er ikke kommet tilbage til satspuljen. Det vil sige, at de så ville have ligget blandt alle de andre penge i statskassen i det omfang, de kan blive liggende, siger Bjarne Corydon.

- De penge er tilgodeset formål valgt af partier og skiftende regeringer, som har ført den praksis. Men nu retter vi op på det, fortsætter han.

Engangstilførslen på 1,6 milliarder kroner kommer efter, at Finansministeriet sammen med relevante ministerier har gennemgået en række af de næsten 800 forskellige ordninger på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet, der har fået støtte fra satspuljen siden starten af 1990'erne.

Gennemgangen viser, at selv om nogle ordninger er ophørt, er der stadig blevet trukket penge fra puljen. Og pengene er ikke blevet korrekt tilbageført til puljen, hvilket er sket både under den nuværende og den tidligere regering.

Hvad angår finansieringen af engangstilførslen samt det årlige løft af satspuljen på 0,3 milliarder kroner, siger Bjarne Corydon, at det kommer til at foregå inden for de økonomiske rammer, som regeringen har.

- Det vil sige, at det er regeringens opgave at tage pengene ud af de rammer, vi har for den økonomiske politik, siger han.

Ifølge økonomiminister Margrethe Vestager (R) skal finansieringen forstås sådan, at der ikke bliver flere penge af det, men at pengene får et meget præcist formål.

- Nemlig at de går til de udsatte og sårbare mennesker, som satspuljen er rettet mod. Der synes vi, at det vil være rigtigt at sende dem i retning af psykiatrien, siger Margrethe Vestager.

- Men samlet set har regeringen ikke flere penge at gøre med, selv om vi har lavet den her gennemgang, tilføjer hun.

/ritzau/