The Cosmo flytter til Kolding Realskole

Skrevet af Elo Christoffersen

15/12/2012

Dagens topnyheder

Den 21. december bliver sidste skoledag i Sct. Jørgens Gaard for eleverne på Sydjyllands internationale skole, The Cosmo i Kolding. Efter juleferien har The Cosmo hjemme på Kolding Realskole.

The Cosmo er i forvejen en del af Realskolen, som nu samler alle aktiviteter i fælles rammer for alle elever og personale. The Cosmos elever får klasselokaler på deres egen etage på Realskolen og benytter ellers samme faglokaler, kantine og skolegård som alle andre elever på skolen. Alle The Cosmos lærere flytter med, og skolen beholder sit navn og øvrige selvstændige identitet.

- Beslutningen er primært truffet af hensyn til eleverne, der får gavn af at have flere jævnaldrende kammerater. De vil fungere bedre socialt i et større fællesskab. Lærerne får også gavn af at have flere kolleger at udvikle sig og sparre fagligt med, så både for elever og personale er denne løsning den bedste, siger skoleleder Peter Christensen-Dalsgaard om flytningen, som Realskolens bestyrelse vedtog for nylig.

Han understreger, at samarbejdet med SlotssøBadet, som Sct. Jørgens Gaard hører under, har været givende og godt i den tid, The Cosmo har haft lokaler på gården. Flytningen sker af hensyn til eleverne og personalet på The Cosmo. The Cosmos elever og lærere får bedre fysiske undervisningsrammer på Kolding Realskole, mener erhvervsudviklingschef Tove Gæmelke fra Business Kolding, som stiftede The Cosmo sammen Kolding Realskole i 2008.

- Eleverne og personalet får bedre faciliteter at lære og undervise i på Realskolen, der har nye klasse- og faglokaler med moderne og opdateret IT-udstyr i undervisningen. The Cosmo og eleverne bliver også knyttet til Danmarks skolekultur og -traditioner på Realskolen, påpeger Tove Gæmelke.

The Cosmo flytter fredag den 21. december, og The Cosmos elever møder første gang i deres nye omgivelser på Kolding Realskole i Vesterbrogade 6 efter juleferien den 3. januar klokken 9.