CSKA afviser: Yaya Toure blev ikke udsat for racisme

Skrevet af admin

24/10/2013

Mest læste i dag

Manchester City-stjernen Yaya Toure var onsdag aften oprevet, da han følte sig udsat for racisme fra tribunerne, da det engelske storhold på udebane vandt med 2-1 over CSKA Moskva i Champions League.

CSKA kalder beskyldningerne om racisme grundløse og afviser, at det skulle have fundet sted.

- Vi er overraskede og skuffede over anklagerne om racisme, skriver klubbens på sin hjemmeside.

- Vi har i en gennemgående analyse med hjælp fra videooptagelser ikke fundet episoder, hvor gæsterne er blevet udsat for racisme af CSKA-fans, og den delegerede (fra Uefa) bekræftede dette efter kampen.

Den russiske storklub beretter, at CSKA's tilhængere mange gange under kampen forsøgte at støtte deres hold med pift og råb, men det skete uden racistiske undertoner.

- Vi ærgrer os over det, selv om vi mener, at anklagerne om racisme er grundløse, skriver CSKA.

Yaya Toure er ikke i tvivl om, at han blev udsat for racisme i onsdagens opgør i Moskva.

- Nogle af deres sange var ret dumme, men jeg synes, Uefa skal foretage sig noget. Hver gang vi siger noget, så fortsætter de. Der skal gøres noget ved det, fastslog City-stjernen over for Sky Sports.

- Jeg synes, at man skal lukke stadion, måske i et par kampe. Det er meget sørgeligt, og vi må gøre noget, så fodbolden kan komme videre, sagde spilleren fra Elfenbenskysten.

Direktør i Spillerforeningen, Mads Øland, har kritiseret kampens dommer og Uefa for ikke at skride til handling midt under kampen over for den mulige racisme.

/ritzau/