Dalai Lama kalder sit besøg i Norge for upolitisk

Skrevet af admin

07/05/2014

Dagens topnyheder

Kort før klokken 10 onsdag landede Dalai Lama i Oslo for at begynde sit planlagte besøg i Norge.

Besøget fra Tibets åndelige leder har skabt politisk debat i Norge, men Dalai Lama selv afviser, at han er på en politisk visit.

- Hvor jeg end færdes, er mit besøg upolitisk, siger han til journalisterne, der var mødt op i lufthavnen.

- Det vigtigste mål for mine besøg er menneskelige værdier - at bringe fred til verdens syv milliarder mennesker. Vi er sociale dyr, og vi har brug for menneskelige værdier, siger munken.

- Derudover er jeg buddhistisk munk. Religiøs harmoni er essentiel. Jeg kommer med et budskab om kærlighed, medfølelse, tolerance og tilgivelse, siger Dalai Lama.

Den åndelige leders besøg har skabt debat i Norge. Han er inviteret af Den Norske Nobelkomité i anledning af 25-års jubilæet for sin modtagelse af Nobels fredspris.

Norges regering har erklæret, at den ikke vil mødes med Dalai Lama i løbet af hans tredages visit i landet. Det sker af hensyn til Norges relation til Kina.

Forholdet mellem Norge og Kina har været anstrengt, siden den kinesiske dissident Liu Xiaobo fik Nobels fredspris i Oslo i 2010.

Tibetanernes åndelige leder har boet i eksil i Indien siden 1959, da han måtte flygte efter et mislykket oprør mod de kinesiske magthavere i Tibet, som Kina havde invaderet i 1950.

Kina forsøger med alle midler at hindre Dalai Lama i at rejse til udlandet.

Danmark har tidligere påkaldt sig vrede fra Kina, da både statsministrene Anders Fogh Rasmussen (V) og Lars Løkke Rasmussen (V) modtog Dalai Lama i statsministerboligen Marienborg.

/ritzau/NTB