Dam om baglandskritik: Ikke let at regere i krisetid

Skrevet af admin

30/03/2014

Dagens topnyheder

Det er ikke den nemmeste ting at sidde i regering i en krisetid, og det vil nødvendigvis føre til reformer og tiltag, der gør ondt.

Sådan forsvarer Henrik Dam Kristensen, gruppeformand for folketingsgruppen i Socialdemokraterne, regeringens dispositioner, efter at kritikken fra partiets bagland er taget til over de seneste uger, senest i Jyllands-Posten og Ekstra Bladet søndag.

- Det er bare vanskeligt at være i regering i en krisetid. Det så vi med Anker Jørgensen i 70'erne og Schlüter i 80'erne, og vi har altså haft regeringen i en vanskelig periode.

- Når jeg taler med borgmestre og kritikere om, hvad der er vigtigst for en S-ledet regering, så er det to ting. At holde styr på økonomien, for ellers er det i hvert fald de svageste, der kommer til at betale for det, og så at holde hånden under beskæftigelsen.

- Og de to ting er lykkedes for os, og det synes jeg også, at folk kvitterer for. Så er der måske andre ting, der ikke er lykkedes for os, det medgiver jeg. Hvis alt var perfekt, så kom kritikken jo ikke, siger Henrik Dam Kristensen.

Dele af baglandet er kritisk indstillet over salget af dele af Dong til Goldman Sachs. Dertil kommer den udskældte kontanthjælpsreform og udbetaling af velfærdsydelser til borgere fra andre EU-lande, der arbejder i Danmark.

Henrik Dam Kristensen mener dog ikke, at partiets ledelse er decideret ude af trit med baglandet, sådan som kritikken har lydt.

- Det synes jeg ikke, vi er.

- Men der er ingen tvivl om, at kritikken, og de seneste meningsmålinger, betyder, at der er god brug for en diskussion, og vi lytter til hinanden. så jeg tager bekymringen, som jeg vælger at kalde den, til mig, siger Henrik Dam Kristensen.

/ritzau/