Daniel Agger: Vi ruller os ud med to angribere

Skrevet af admin

23/05/2014

Dagens topnyheder

Det danske landshold plejer blot at spille med en enkelt angriber, men i de sidste 45 minutter i torsdagens 2-2-kamp i Ungarn havde Danmark to på toppen.

Ifølge anfører Daniel Agger fungerede det danske hold klart bedst med to angribere.

- Vi kan ikke være rigtig tilfredse med resultatet.

- Vi spillede ikke dårligt i første halvleg, men vi spillede langsomt og med en angriber. Det var lidt svært at få bolden frem i forreste led, siger Daniel Agger.

I anden halvleg blev Morten "Duncan" Rasmussen skiftet ind ved siden af Martin Braithwaite, der spillede alene i front før pausen.

- Mod Ungarn lå kampen mere til en 4-4-2. De rørte næsten ikke bolden, og når de gjorde det, så smed de den hurtigt væk på grund af vores pres.

- Der var mange spillere, der gjorde det godt, siger Liverpool-spilleren.

- At vi så ikke vinder kampen, det er ikke tilfredsstillende, men vi kan tage noget med. Sikkerheden på bolden i anden halvleg var god - helt nede bagfra og frem, siger Daniel Agger.

Opgøret mod Ungarn var den første af to venskabskampe. På onsdag kommer Sverige på besøg i Parken.

/ritzau/