Danmark er verdens økologiske førerhund

Skrevet af admin

11/02/2014

Mest læste i dag

I intet andet land fylder de økologiske fødevarer så meget som i danske køkken- og køleskabe. Men også globalt er økologien fortsat i vækst.

Forbrugerne verden over købte i 2012 økologiske varer for cirka 64 milliarder dollar i 2012 eller 350 milliarder danske kroner.

Det viser en ny rapport fra det schweiziske forskningscenter FiBL og den verdensomspændende økologiorganisation IFOAM. Dermed er det økologiske verdenssalg cirka tredoblet på 10 år.

Rapporten offentliggøres i forbindelse med verdens største økologiske fødevaremesse, BioFach, i de kommende dage i Nürnberg i Tyskland. Her deltager omkring 30 danske øko-virksomheder i et eksportfremstød, og fremtidsudsigterne for dansk, økologisk fødevareeksport er gunstige, mener Økologisk Landsforening.

I Danmark er 7,6 procent af det samlede fødevaresalg økologisk.

- Vores førsteplads globalt skyldes de danske forbrugers interesse for og store tillid til økologi, siger Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening

- 99 procent af danskerne kender det statskontrolleret røde Ø-mærke, og 84 procent har tillid til mærket og den produktion, det står for. I samspil med supermarkederne er det også lykkedes os i Danmark at gøre økologiske varer meget tilgængelige, siger han.

Han peger samtidig på, at Danmark har et af verdens mest udviklede markeder for økologiske fødevarer.

- Titlen som verdens førende øko-nation med lange traditioner virker ofte som døråbner til eksportmarkederne. Der er et enestående potentiale for dansk eksport, som også tydeligt afspejler sig i den nuværende eksportudvikling, siger Helene Birk, export manager i Økologisk Landsforening.

Den danske økologiske eksport voksede til 1,2 milliarder kroner i 2012 og er dermed mere end firedoblet på syv år.

Ud over de nære eksportmarkeder er de danske virksomheder også ved at få hul igennem til markeder som Kina og USA.

/ritzau/