Den danske energi- og klimaminister kræver et mere ambitiøst udspil til en global klimaaftale, end den tekst der blev udsendt onsdag fra det franske formandskab ved klimakonferencen COP21.
- Desværre er aftaleudkastet langtfra ambitiøst nok set med mine og EU’s øjne, siger Lars Christian Lilleholt (V) i forbindelse med FN-topmødet i Paris.
Regeringen savner i aftalen en mekanisme, der gør, at man kan skrue op for ambitionerne efter Paris-aftalen, der efter planen skal træde i kraft i år 2020.
- Vi ønsker en stærk ambitionsmekanisme i aftalen, så landene kan øge deres reduktionsindsats efter Paris. Og her er udkastet slet ikke konkret nok. Eksempelvis er det uklart, hvornår landene skal fremlægge nye reduktionsmål, siger ministeren.
Dermed udtrykker han den samme bekymring som en række ngo'er, der mener, at man bliver nødt til snarest at sætte mere vidtgående mål, så udviklingen kan vendes.
Udkastet, der kom onsdag eftermiddag, lægger op til et mål om, at temperaturen ved udgangen af dette århundrede maksimalt må stige med enten 1,5 eller 2,0 grader celsius fra førindustrielt niveau - det er et af mange uløste punkter i aftalen.
- For mig er det også helt centralt, at aftalen indeholder et globalt langsigtet reduktionsmål. Det vil sende et stærkt signal til den private sektor om, at lavemission er fremtiden.
- Desværre er der mange lande, der ønsker en mindre ambitiøs aftale, og som er modstandere af både en ambitionsmekanisme og et langsigtet reduktionsmål, siger klimaministeren.
Lars Christian Lilleholt erklærer, at han fortsat er "forsigtig optimist" om udsigten til en global aftale.
Mødet slutter officielt fredag, og Frankrig har lovet, at et historisk dokument vil ligge klar til tiden.
Mange venter imidlertid, at forhandlingerne som så ofte før kan trække ud til senere på weekenden.
/ritzau/