Danmark møder Polen eller Kroatien i semifinalen

Skrevet af admin

21/01/2014

Dagens topnyheder

Polen og Kroatien skal onsdag ud i en afgørende dyst, hvor vinderen møder Danmark i fredagens semifinale i Herning.

Det står klart, efter at Polen tirsdag aften pulveriserede Sverige med 35-25 i Aarhus.

De svenske håndboldherrer havde inden tirsdagens EM-opgør mod Polen fortsat en rimelig mulighed for at spille sig i en af fredagens semifinaler.

Men med en frygtelig anden halvleg spillede Sverige sig helt ud af turneringen.

Alt tegnede ellers til en stor svensk aften, da Fredrik Petersen efter fem minutter gjorde det til 5-1 til Sverige.

Men så sendte Polen andenmålmand Piotr Wyszomirski på banen, og det blev indledningen til et gigantisk svensk kollaps. 15-12 førte polakkerne med ved pausen. Og i anden halvleg stak det polske hold helt af. 31-19 lød den polske føring på med syv minutter igen.

Det endte 35-25, og dermed har Sverige udspillet sin rolle ved slutrunden.

Den polske sejr betyder, at Frankrig er sikre på førstepladsen i mellemrundens gruppe to.

Klokken 20.15 onsdag tørner Polen og Kroatien sammen i den afgørende kamp om gruppens andenplads.

/ritzau/