Danmark og de andre ikke-eurolande protesterer mod møde

Skrevet af admin

05/10/2015

Mest læste i dag

Danmark og de otte andre EU-lande, der står uden for euroen, har protesteret over, at de 19 eurolande mandag holdt et formøde før et almindeligt ministermøde, der ikke direkte havde noget med euroen at gøre.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har sammen med sine otte kolleger skrevet til det luxembourgske EU-formandskab og udtrykt bekymring over det nye initiativ.

De ni lande uden for euroen skriver i brevet, at de har fuld forståelse for, at eurolandene mødes for at diskutere sager, der vedrører eurosamarbejdet.

Men samarbejdsområder, der har interesse for alle 28 EU-lande, skal også diskuteres mellem alle 28 EU-lande, står der i brevet.

Det var forud for et møde mandag i Luxembourg mellem EU's beskæftigelses- og socialministre, at eurolandene holdt deres formøde, og også beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) har mandag protesteret over initiativet.

- Det har givet anledning til massiv kritik på mødet i dag - også fra dansk side, siger beskæftigelsesministeren.

- EU-samarbejdet bør ikke udvikle sig på den måde, at de temaer, der er ligeværdigt relevante for alle 28 medlemslande, bliver forbehandlet imellem eurolandene. Det er der fra ikke-eurolandene blevet givet et meget klart signal om i dag, siger han.

Jørn Neergaard Larsen har i Luxembourg også underskrevet en aftale med Slovakiet om "et intensiveret samarbejde for at modvirke social dumping".

Danmark har i forvejen tilsvarende aftaler med Polen, Letland og Litauen, og mandagens aftale med Slovakiet bliver ikke den sidste.

- Jeg vil gå videre ad det spor, siger Jørn Neergaard Larsen.

Beskæftigelsesministeren fortsætter også sine bilaterale møder med andre EU-ministre for at vinde opbakning til synspunktet om, at alle EU-borgere ikke bare kan komme til Danmark og få adgang til velfærdsydelser.

- Vi står med nogle særlige udfordringer i Danmark, fordi vores niveau for sociale ydelser - det gælder både dagpenge og børnepenge - er på et meget højt niveau, der markant overstiger lønninger i nogle af de nye EU-lande, siger han.

/ritzau/