Danmark rutsjer ned på rangliste over brug af it

Skrevet af admin

24/04/2014

Dagens topnyheder

Danmark har forladt toppen over de lande, der er bedst til at udnytte it. Det viser en rapport fra World Economic Forum. I 2012 lå vi på en fjerdeplads over 144 lande - sidste år var Danmark rykket ud af eliten til en 13. plads.

- Det er en bekymrende udvikling. Digitalisering er helt afgørende for at skabe vækst og arbejdspladser. Det er kritisk, hvis vi ikke kan holde os blandt de førende i verden, siger Morten Bangsgaard, der er direktør i It-Branchen, i en kommentar om rapporten.

De nordiske naboer Finland, Norge og Sverige er alle i den absolutte top. Finland ligger på førstepladsen fulgt af Singapore med Sverige på tredjepladsen, Holland som nummer fire og Norge på femtepladsen på den internationale liste over landenes digitale parathed.

Landenes digitale parathed er målt på en række punkter. Det er blandt andet dårlige vilkår for erhvervslivet, som er med til at trække ned. Det er blandt andet en virksomheds adgang til kapital, der trækker ned.

- Dårlige rammevilkår for erhvervslivet er en bremseklods for den digitale udvikling. Vi skal skabe bedre muligheder for, at danske virksomheder kan investere i ny teknologi, siger Morten Bangsgaard.

Af rapporten fremgår det, at det er Nordeuropa, der dominerer listen - og selv om Danmark er røget ud af den absolutte top, så får vi stadig et godt skudsmål med på vejen som et land, hvor den digitale infrastruktur er i top.

Danmark scorer da også stadig højt på borgernes brug af it. Her er vi fortsat blandt de førende i verden, hvor vi indtager tredjepladsen

- Vi skal være bekymrede. Men vi har et stærkt udgangspunkt for at komme tilbage i verdenstoppen. Danskerne er blandt de allerdygtigste og flittigste i verden til at bruge it i deres hverdag, siger Morten Bangsgaard.

/ritzau/