Danmark sender isolationsrum til ebola-ramte læger

Skrevet af admin

13/10/2014

Mest læste i dag

Beredskabsstyrelsen sender nu isolations-containere til Sierra Leone, der er blandt de vestafrikanske lande, hvor den dødelige ebola-virus hærger.

- Vi sender til at starte med tre indkvarteringsenheder af sted, som skal bruges, hvis der er mistanke om, at de cubanske læger, der arbejder dernede, er blevet smittet med ebola, siger Signe Vixø Vistesen, der er beredskabsekspert hos Beredskabsstyrelsen.

Er der mistanke om smitte, vil lægen blive isoleret i en slags container, hvor der er toilet og bad. Dermed mindsker man risikoen for at udbrede virussen.

Isolations-containerne er en del af en ekstra katastrofehjælp, som Beredskabsstyrelsen sender til Vestafrika denne uge.

Det ekstra bidrag indeholder også ni arbejdsstationer til de 1000 internationale sundhedsarbejdere, der i øjeblikket er med til at bekæmpe udbredelsen af virussen.

- Når lægerne ikke arbejder, kan de sætte sig ned i disse containere, hvor der er borde, stole og aircondition. På den måde kan lægerne køle af, da det er varmt at arbejde i deres dragter, siger Signe Vixø Vistesen.

/ritzau/