Danmark sikrer sig Davis Cup-sejr efter lang double

Skrevet af admin

05/04/2014

Dagens topnyheder

Det danske Davis Cup-hold i tennis sikrede sig som ventet en samlet sejr over Luxembourg. På hjemmebanen i Hillerød blev sejren en realitet lørdag, da doublen sørgede for en dansk føring på 3-0.

Der skulle dog en lang double til, inden den samlede sejr var sikret. Den danske konstellation Thomas Kromann og Frederik Løchte Nielsen besejrede Mike Scheidweiler og Gilles Kremer med cifrene 4-6, 6-4, 5-7, 6-4, 6-2.

Fredag vandt Martin Pedersen og Frederik Løchte Nielsen deres respektive singler og bragte Danmark på 2-0.

Med sejren sikrede Danmark sig en plads i oprykningsfinalen til Europa/Afrika Group I, der er niveauet lige under World Group. Her venter enten Moldova eller Hviderusland den 12. til 14. september.

- Vi er enormt glade for sejren, og det bliver fedt at spille en oprykningskamp med et formentlig stort tryk.

- Vi afværgede nogle potentielt farlige situationer i doublen, og vi var skarpe mod slutningen, siger Frederik Løchte Nielsen i en pressemeddelelse fra Dansk Tennis Forbund.

Søndag spilles de to afsluttende singler i weekendens kamp mod Luxembourg, men de har altså kun kosmetisk betydning for det samlede resultat.

/ritzau/