Danmark snupper fire medaljer i bueskydning

admin

463 uger siden

|

23/11/2015

Dagens topnyheder

Danmark vandt i alt fire medaljer ved årets første indendørs World Cup-stævne i bueskydning.

Den 20-årige danske verdensmester i bueskydning, Stephan Hansen, førte søndag an og blev den bedste dansker.

Stephan Hansen vandt en sikker guldmedalje i disciplinen compound i Marrakesh i Tunesien.

- Jeg havde bare den der gode fornemmelse. Det var lidt som under VM (i sommer i København, red.). Det var mit øjeblik. Jeg var helt sikker, siger Stephan Hansen til World Archery.

Allerede i lørdagens kvalifikation viste Stephan Hansen storform. Efter 60 pile kunne han notere 596 point på scorekortet og en samlet andenplads.

Efter overbevisende skydning i de individuelle runder var Stephan Hansen klar til finalen. Han mødte Peter Elzinga fra Holland. Det blev en spændende kamp, hvor Stephan Hansen stille og roligt trak fra.

Stephan Hansen kunne trække sig tilbage som vinder af denne World Cup-afdeling med en pointsejr på 148-144. Det maksimale antal point er 150.

Sarah Sönnichsen vandt sølv i dame compound, Randi Degn tog bronze i dame recurve, mens Mads Dall vandt sølv i compound i juniorrækken.

/ritzau/