Danmark vil sende seks kampfly til Baltikum

Skrevet af admin

27/03/2014

Dagens topnyheder

Danmark er parat til at sende seks kampfly til Baltikum. Det fastslår udenrigsminister Martin Lidegaard (R) efter møde i Udenrigspolitisk Nævn torsdag.

Her fik han opbakning fra et bredt flertal i Folketinget til at sende de danske F-16 kampfly afsted, så de kan patruljere luftrummet over Estland, Letland og Litauen, som føler sig truet af Ruslands aggression over for Ukraine.

- Vi har meddelt, at vi er klar til at stille seks fly til rådighed. Det er et forsøg på at sende et klart signal til de baltiske lande om, at vi er solidariske.

- Jeg tror, at Rusland vil lægge mærke til, at Nato fungerer, siger Martin Lidegaard.

Udmeldingen kommer, efter at Ruslands annektering af halvøen Krim har skabt bekymring i de tre baltiske lande.

Efter Ruslands annektion af Krimhalvøen fra Ukraine har Nato-landene Polen samt Estland, Letland og Litauen udtrykt bekymring.

Onsdag lovede USA's præsident Barack Obama i en tale i Bruxelles at øge Natos tilstedeværelse i de fire lande.

Både EU og USA har varslet tunge økonomiske sanktioner, som vil ramme flere vigtige sektorer i Rusland, hvis Ruslands præsident, Vladimir Putin, optrapper konflikten i Ukraine.

Enhedslisten mener dog, at beslutningen om at sende kampfly af sted er forkert:

- Det kan eskalere konflikten med Rusland, og det synes jeg er meget dumt at medvirke til. Det er ikke i Danmarks interesse, at konflikten eskalere. Vi har brug for en forhandlingsløsning, siger Enhedslistens forsvarsordfører Nicolai Willumsen.

Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen mener til gengæld, at Enhedslisten "går russernes ærinde" ved at afvise at sætte hårdt mod hårdt:

- Der er ikke behov for, at man begynder at ryste på hånden i forhold til Rusland. Rusland skal vide, at EU og Nato står sammen, og at man ikke bare kan gå ind og lave om på landkortet over Europa, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/