Dansk anfører lurer på Sydkorea: Vi har styr på Asien

Skrevet af admin

13/12/2013

Dagens topnyheder

Når de danske håndboldkvinder i aften har overstået den sidste indledende VM-gruppekamp mod Brasilien, står det også klart, hvem danskerne kommer til at møde i 1/8-finalen.

Landstræner Jan Pytlick har slået fast, at Danmark går efter at vinde gruppen og dermed formentlig kommer til at møde Holland.

De tre øvrige lande: Sydkorea, Frankrig og Montenegro, ser alle vældig stærke ud, men den danske anfører Line Jørgensen ville foretrække sydkoreanerne, hvis hun selv kunne vælge.

- Vi har spillet mod asiatiske hold i form af Kina og Japan og har egentlig haft okay succes med det. Man må dog også sige, at Sydkorea er bedre end de to.

- På den anden side er de formentlig i en opbygningsfase frem mod OL, siger Line Jørgensen.

Målet er dog, at Danmark vinder aftenens kamp mod Brasilien med mindst to mål, hvilket vil give danskerne gruppesejren.

Det bliver dog ikke så lige til mod et hold, der har imponeret hidtil i turneringen - ikke mindst, da Serbien blev slået 25-23 tidligere på ugen.

- Det brasilianske hold har udviklet sig igennem de sidste år, hvor det bare er gået opad for dem. De har spillet sammen i mange år, og en stor del af dem er holdkammerater i Hypo Niederösterreich, så de kender hinanden rigtig godt.

- Det, at de kender hinanden så godt, gør, at de kan bruge de små aftaler, de har fra klubben, og som man får ved, at man træner sammen rigtig tit.

- De er meget komplette håndboldspillere, de har både skud og gennembrud og kan dække flere forskellige typer forsvar. Det er et spændende hold, der satser på OL i Rio i 2016, lyder det fra Line Jørgensen om aftenens modstander.

Den danske slagplan er - som altid - at få hurtighed i spillet og få skudt nyt liv ind i den slumrende kontramaskine.

- Hvis vi spiller med hurtighed, kan vi flytte noget. Vi skal skærpe vores kontrafase, hvor vi skal hurtigere fremad banen med alle seks mand, og så kan vi vinde noget der, siger hun.

Danmark og Brasilien spiller klokken 20.15.

/ritzau/