Dansk atletik: Udeluk lederne fra dopingbefængte lande

Skrevet af admin

03/12/2014

Dagens topnyheder

Nationer bør udelukkes på alle planer fra at deltage i international atletik, hvis de gang på gang er involveret i dopingskandaler.

Det fastslår direktør i Dansk Atletik Forbund (DAF), Jakob Larsen, over for Jyllands-Posten.

Det er ikke kun atleterne, der skal straffes med dopingkarantæner. Også atletiklederne skal ifølge Jakob Larsen nægtes adgang til kongressen i det internationale atletikforbund, Iaaf.

- Så begynder det for alvor at gøre ondt på dem, som skal skabe forandringerne. Der dukker mange dopingsager op omkring de samme træningsmiljøer, og det har ikke løst problemet, at man har fjernet atleter fra de grupper med dopingkarantæner, siger Jakob Larsen.

- Der er fortsat opstået sager, og så er det logisk at søge en konsekvens for dem, som rent faktisk har mulighed for at gøre noget ved dopingproblematikken, fastslår han.

Jyllands-Posten har lavet en gennemgang af atletikkens aktuelle dopingkarantæner.

Rusland, Tyrkiet og Indien skiller sig markant ud med henholdsvis 66, 44 og 39 ud af i alt 358 dopingsager.

/ritzau/