Dansk cykelløb får tv-tid i hele Europa

Skrevet af admin

29/04/2015

Mest læste i dag

Det årligt tilbagevendende cykelløb Post Danmark Rundt, som bliver kørt i kølvandet på Tour de France, bliver i år vist til tv-seere over hele Europa.

Danmarks Cykle Union har lavet aftale med tv-stationen Eurosport om, at det fem dage lange cykelløb bliver sendt dagligt på Eurosport 2.

Det oplyser Danmarks Cykle Union i en pressemeddelelse.

- Aftalen med Eurosport giver Post Danmark Rundt endnu et boost. Det er fantastisk, at vi nu når direkte ud i Europa, og vi på den måde kan vise godt cykelløb i flotte omgivelser.

- Det er virkelig et stort skridt, der løfter vores event, siger løbsdirektør Jesper Worre i pressemeddelelsen.

Aftalen giver mulighed for at få Danmark markedsført som en feriedestination. Derfor har turistorganisationen VisitDenmark købt en reklamekampagne, som vil løbe hen over skærmen i de fem dages udsendelser.

- Kendskabet til Danmark er meget lavt, når man ser bort fra vores nærmarkeder som Tyskland, Sverige og Norge, siger VisitDenmarks brandingchef Anja Hartung Sfyrla i pressemeddelelsen.

- Men med den her aftale får vi virkelig mulighed for at fortælle gode historier om Danmark på tværs af vores europæiske markeder. Og til et publikum, der traditionelt gerne vil lære noget om det land, hvor der bliver kørt, siger brandingchefen videre.

Post Danmark Rundt begynder 4. august i Struer og slutter lørdag 8. august på Frederiksberg i København.

/ritzau/