Lige nu læser andre
Badmintonspilleren Christinna Pedersen må nøjes med en enkelt finaleplads ved Super Series-turneringen India Open i New Delhi.
Lørdag eftermiddag tabte hun sammen med Kamilla Rytter Juhl med 18-21, 18-21 til de useedede Eun Kyung Jung og Na Ha Kim fra Sydkorea.
Mens danskerne har status af at være nummer to i verden, er sydkoreanerne nummer 11, men de har nu vundet deres to seneste opgør mod den danske duo.
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl spillede ganske enkelt en kamp, hvor de slet ikke ramte deres bedste niveau.
Læs også
Tidligere lørdag spillede Christinna Pedersen sig i finalen i mixeddouble sammen med Joachim Fischer. Også herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen er klar til søndagens finalekampe.
Med to finalepladser og fire semifinaler, har de danske badmintonspillere i turneringen vist, at de er kommet tilbage på sporet efter et skuffende All England tidligere på året. Her var Danmark slet ikke repræsenteret i den afsluttende weekend.
/ritzau/