Dansk favoritdouble sniger sig videre i Malaysia

Skrevet af admin

02/04/2015

Dagens topnyheder

Mixeddoublerne Joachim Fischer og Christinna Pedersen samt Kamilla Rytter Juhl og Mads Pieler Kolding er videre til tredje runde ved Super Series-turneringen Malaysia Open i Kuala Lumpur.

Dermed fik mixeddoublernes to damer revanche for deres overraskende nederlag i damedouble onsdag, hvor de blev bremset i første runde.

Andenseedede Joachim Fischer og Christinna Pedersen skulle bruge tre sæt, før de slog det kinesiske par Kai Lu og Yaqiong Huang 21-15, 15-21, 21-19.

Danskerne havde overhånden hele første sæt og vandt sikkert på den første sætbold.

I andet sæt fulgtes parrene ad til 15-15, men så vandt kineserne seks dueller i træk og dermed sættet.

De danske favoritter var på randen af exit i tredje sæt, hvor parret var bagud 8-14.

Fischer og Pedersen fik kæmpet sig stærkt tilbage og tog sejren i den tætte kamp.

Lidt lettere gik det for Mads Pieler Kolding og Kamilla Rytter Juhl, der vandt i to sæt.

Parret havde ganske vist problemer i indledningen af kampen og var bagud 13-7 i første sæt. Takket være blandt andet seks point i træk indhentede Kolding og Juhl deres thailandske modstandere og vandt første sæt 21-17.

Samme cifre vandt Kolding og Juhl med i andet sæt, hvor danskerne på intet tidspunkt var bagud.

I herredouble var det tæt på en dansk sensation, men Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen tabte i tre sæt til et tredjeseedet par fra Taiwan.

Det danske par vandt første sæt, men endte med at tabe kampen 21-19, 16-21, 18-21.

Senere torsdag er der mulighed for danske oprejsning i herredouble, når både andenseedede Carsten Mogensen og Mathias Boe samt Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding spiller deres kampe i anden runde.

I herresingle er Jan Ø. Jørgensen eneste tilbageværende dansker. Onsdag blev det til overraskende nederlag for både Hans-Kristian Vittinghus og Viktor Axelsen i første runde.

/ritzau/