Dansk Flygtningehjælp drosler ned i Bagdad

Skrevet af admin

13/06/2014

Dagens topnyheder

Dansk Flygtningehjælp stopper midlertidigt sit feltarbejde i Bagdad. Det sker, efter at den islamistiske gruppe Islamisk Stat i Irak og Levanten (Isil) ifølge rapporter er på stærk fremfærd mod den irakiske hovedstad.

Tirsdag erobrede gruppen millionbyen Mosul, og det næste mål er hovedstaden.

For nylig har Dansk Flygtningehjælp måttet flyve to medarbejdere fra Bagdad til Arbil for at sikre, at de var i sikkerhed i den kommende uge, fortæller Michael Bates, der er landechef for organisationen i Irak og sidder i Arbil.

- Vi har reduceret alle aktiviteter i Bagdad. Så det internationale personale møder ikke ind på kontoret. Vi har lagt mærke til, at flyene har været meget travle. Jeg kender ikke til antal, men mange mennesker forsøger at forlade Irak, eller i det mindste Bagdad, til sikre områder, siger han til Ritzau og fortsætter:

- Situationen er ekstrem ustabil. Det svært at sige, hvad der kommer til at ske. Situationen er temmelig chokerende for landet.

500.000 mennesker er internt fordrevet efter Isils angreb på Mosul. Det kommer oveni landets andre kriser. I begyndelsen af året blev 500.000 mennesker fordrevet på grund af uroligheder i Anbar-provinsen, fortæller Michael Bates.

Dansk Flygtningehjælp fokuserer nu på at få nødhjælp frem til folk og få dem til sikre områder.

- Vi har i øjeblikket 2700 hygiejne-kits på lager til familier og yderligere 2000 til børn. Hovedkvarteret i København frigør snart nødfonde, så vi hurtigt kan skaffe mad og vand. Det er vores hovedfokus i øjeblikket - mad og vand, men også lægehjælp og sørge for, at folk når frem til sikre områder.

Landechefen pointerer, at midlerne er begrænsede, og han opfordrer det internationale samfund til at optrappe sin indsats og hjælpe med krisen, som han ikke ser en umiddelbar ende på.

- Ligesom krisen i Syrien, der har stået på i et par år nu, ser jeg ikke umiddelbart nogen ende på situationen. Den umiddelbare fremtid ser på ingen måde god ud, og volden vil fortsætte med at sprede sig, og mennesker vil dø og blive fordrevet, siger Michael Bates fra Dansk Flygtningehjælp.

/ritzau/