Dansk FN-chef ser frem til mindre bidrag i Mali

Skrevet af admin

30/10/2015

Dagens topnyheder

Den danske chef for FN's styrker i Mali, generalmajor Michael Lollesgaard, tager det "til efterretning", at regeringen har besluttet at sende et mindre militært bidrag til Mali, end han havde anmodet om.

Det skriver hans stab i Mali i en e-mail, efter Ritzau har bedt Michael Lollesgaard om et interview.

- Generalen har taget Danmarks beslutning til efterretning. Generalen har tidligere peget på, hvad der primært er behov for i Mali, men det er naturligvis den danske regering, der beslutter, hvad man vil og kan stille med, hedder det i e-mailen.

Michael Lollesgaard fremhævede i et interview med Ritzau i sidste uge, at han som styrkechef for FN's Minusma-mission i Mali havde anmodet Danmark om at stille med et kompagni bestående af cirka 250 soldater og 20-30 pansrede lastvogne.

Det danske kompagni skulle indgå i en bevæbnet, mobil forsyningsenhed, der efter planen skal forsyne baser i det urolige lands nordlige del - en såkaldt Combat Convoy Battallion.

Den anmodning valgte politikerne fredag at se stort på og vil i stedet sende et mindre antal stabsofficerer, et transportfly og 30 specialtrænede soldater fra Jæger- og Frømandskorpset.

Afvisningen af hans anmodning til trods ser generalmajoren ifølge e-mailen fra hans stab frem til det danske bidrag.

- Det besluttede bidrag er også meget anvendeligt. Styrkegenereringen foregår i New York (FN's hovedkvarter red.), og nu er det Minusmas håb, at andre lande svarer positivt på anmodningen om bidrag til en Combat Convoy Battalion, skriver staben.

Generalmajor Lollesgaard vil ikke lade sig interviewe yderligere om sagen.

/ritzau/