Dansk golfspiller forspilder vinderchance

Skrevet af admin

15/03/2015

Dagens topnyheder

Den danske golfspiller Morten Ørum Madsen var før søndagens runde kun to slag fra førstepladsen i European Tour-turneringen Tshwane Open i Sydafrika.

Efter søndagens afsluttende runde var han ni slag efter vinderen, og Ørums runde i to slag over par gav et fald på seks pladser og en placering som delt nummer 15.

Danskeren havde således en skidt søndag, mens sydafrikaneren George Coetzee styrede den lige vej mod sin anden sejr på European Tour.

Han var samlet 14 slag under par efter at have gået banen rundt i fem slag under par søndag.

Coetzee blev dog presset en smule af landsmanden Jacques Blaauw, som kom stormende søndag med en runde i ni slag under par.

Samlet var Jacques Blaauw to slag efter George Coetzee, men hans slutspurt gav en andenplads på den bane, Pretoria Country Club, hvor han har været medlem siden han begyndte at spille golf, og hvor han vandt sin første turnering i en alder af 10 år.

To andre sydafrikanere, Dean Burmester og Tjaart van der Walt, tog de næste pladser i turneringen.

/ritzau/