Dansk herredouble taber til useedede tyskere i Kina

Skrevet af admin

12/11/2014

Dagens topnyheder

De danske badmintonspillere Mathias Boe og Carsten Mogensen er overraskende ude af China Open, efter at de tabte deres første kamp til et tysk par.

Den tredjeseedede danske herredouble måtte se sig slået med 20-22, 20-22 til Michael Fuchs og Johannes Schöttler, der ikke er seedede ved Super Series-turneringen, hvor hele verdenseliten er til start.

I første sæt var danskerduoen bagud det meste af sættet, men fik flere gange indhentet tyskerne. Det gjaldt ikke mindst, da Boe og Mogensen afværgede en sætbold ved stillingen 19-20 og fik udlignet. Men derefter tabte danskerne de to følgende dueller og dermed også sættet.

I andet sæt var billedet det modsatte. Danskerne førte igennem hele sættet og havde tre sætbolde ved stillingen 20-17, men herefter tabte de fem bolde i træk og måtte forlade banen som tabere.

Boe og Mogensen vandt i slutningen af september French Open.

Flere andre danske spillere skal i aktion senere onsdag.

/ritzau/