Dansk ishockeyprofil fører sit hold i svensk semifinale

admin

|

23/03/2015

Dagens topnyheder

Den danske ishockeyspiller Nichlas Hardt er dagens mand i den svenske eliteserieklub Linköping, efter at danskeren mandag aften var hovedmanden bag sit holds 4-2-sejr på udebane over HV71 i kvartfinaleserien.

Med triumfen er Linköping klar til semifinalen i kampen om det svenske mesterskab, og den danske forward har tilsyneladende ramt topformen i sæsonens afgørende uger.

Hardt lavede to mål og en assist og havde dermed en stav med i tre af Linköpings fire scoringer.

- Det er skønt at score. Nogen skal jo lave målene - hvis ikke det er mig, så er det en af de andre. Det handler om at vinde, siger Nichlas Hardt ifølge Expressen til tv-stationen C More.

Hardt scorede første gang, da han udlignede til 1-1 i slutningen af første periode. Efter pausen kom HV71 i front med 2-1, men i kampens sidste tredjedel afgjorde Linköping det hele med tre scoringer.

Hardt blev noteret for en assist ved Daniel Rahimis udligning og gjorde det selv til 3-2 med mindre end fire minutter igen.

- Vi har spillet mange kampe på det seneste, men vi holder et jævnt niveau. Jeg er stolt af holdet, siger den danske landsholdsspiller.

/ritzau/