Dansk medaljehåb i svømning undgår nok ikke russisk rival

Skrevet af admin

06/08/2016

Dagens topnyheder

Den russiske svømmestjerne Yulia Efimova, der gennem flere år har været en af danske Rikke Møller Pedersens største rivaler, får tilsyneladende alligevel lov til at deltage ved OL i Rio.

Det skriver Reuters og AFP natten til lørdag.

Fredag har Efimova lagt et foto af sig selv på det sociale medie Instagram med teksten:

- Jeg er med ved OL. Jeg kunne ikke være mere stolt og lettet.

Efimova har indtil nu været nægtet OL-adgang, fordi hun tidligere er blevet dømt for doping.

Så sent som torsdag eftermiddag tydede alt da også på, at Rikke Møller Pedersen ville slippe for russeren. Ifølge det russiske nyhedsbureau R-Sport havde Efimova endegyldigt fået afslag på sin appel om at få lov til at deltage.

Det var Den Internationale Olympiske Komité (IOC), der havde afvist Efimovas appel.

Men senere torsdag fik Efimova, der er firedobbelt verdensmester i brystsvømning, en livline, da den Internationale Sportsdomstol (CAS) besluttede, at IOC ikke kan nægte russiske atleter adgang til OL alene på baggrund af tidligere dopingdomme.

Og det har tilsyneladende banet vej for Efimovas deltagelse. Fra officiel side er nyheden dog endnu ikke bekræftet.

Rusland tilmeldte i første omgang 389 navne til OL, men en række udøvere, der er omfattet af en rapport fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada), er siden blev udelukket fra deltagelse af deres respektive internationale idrætsforbund.

Torsdag aften meddelte IOC, at 271 russiske sportsudøvere havde fået lov til at kæmpe med om medaljerne ved OL. Dertil kommer så muligvis Efimova.

/ritzau/