Dansk Melodi Grand Prix-vinder i stor ulykke: Blev kørt direkte ind i

Skrevet af Julie Møller

19/01/2021
Michael Teschl vandt i 1999 sammen med Trine Jepsen Dansk Melodi Grand Prix med sangen 'Denne Gang'. Foto: Sif Meincke/Ritzau Scanpix.
Michael Teschl vandt i 1999 sammen med Trine Jepsen Dansk Melodi Grand Prix med sangen 'Denne Gang'. Foto: Sif Meincke/Ritzau Scanpix.
Ulykken skete i en rundkørsel.

Dagens topnyheder

“Jeg nåede kun at tænke: ‘sætter den ikke farten ned?’”

Sådan skriver Michael Teschl, der i 1999 sammen med Trine Jepsen vandt Dansk Melodi Grand Prix med sangen 'Denne Gang', i et opslag på Facebook. Det skriver Lokalavisen. 

Han blev kørt ned af en bil, da han kom cyklende i en rundkørsel.

“Jeg kom cyklende bag DR-Byen og kørte ud i den blå cykelsti i rundkørslen. En bilist med to mindre børn på bagsædet var optaget af andet, end at holde øje med trafikken - og kørte direkte over både hajtænder og fodgængerfelt og ind i mig,” skriver han og fortsætter:

“Jeg nåede kun at tænke: ‘sætter den ikke farten ned?’ - i næste splitsekund befandt jeg mig vandret i luften. Noget gjorde ondt. Ud af øjenkrogen registrerede jeg min arbejdstaske flyve afsted inden jeg med et klask, som jeg stadig kan genkalde, landede på ryggen/skulderen - uden at slå hovedet.”

Heldigvis var der hurtigt folk, der kom ham til undsætning og fik ringet 112. Efterfølgende kunne han konstatere, at der ikke var sket noget alvorligt.

Cyklede uden hjelm

Han forklarer, at han ikke havde cykelhjelm på, da ulykken skete. Han har aldrig brugt en cykelhjelm, men det er fortid nu. 

“Jeg cyklede uden cykelhjelm. Det har jeg altid gjort, men det kommer aldrig til at ske igen - for det må ene og alene tilskrives et nærmest ubegribeligt held, at jeg ikke slog hovedet og kom alvorligt galt afsted. At jeg slap med kun chok og knubs,” skriver han i opslaget på Facebook.

Til slut kommer han med en opfordring til de bilister, som ikke kun er fokuseret på vejen, når de sidder bag rattet.

“Samtidig vil jeg gerne komme med en kraftig opfordring til at lade mobilen og alt andet der kan fjerne øjnene fra vejen ligge, når der køres bil,” skriver han.