Forside Nyheder Dansk mixeddouble taber tæt kvartfinale ved All England

Dansk mixeddouble taber tæt kvartfinale ved All England

Dansk mixeddouble taber tæt kvartfinale ved All England

Lige nu læser andre

Mixeddoublen med Kamilla Rytter Juhl og Mads Pieler Kolding er ude af den traditionsrige badmintonturnering All England.

I en tæt kvartfinale vandt det indonesiske par Praveen Jordan og Debby Susanto med 20-22, 21-19, 21-14 over danskerne.

Som cifrene antyder, var der stor jævnbyrdighed mellem de to par i kampen, som begyndte godt set med danske briller.

I første sæt fulgtes parrene pænt ad til 13-13, før Juhl og Kolding vandt tre bolde i træk.

Læs også

Forspringet på tre point blev dog akkurat smidt væk igen, da danskerne missede en sætbold ved stillingen 20-19. Juhl og Kolding svarede dog hurtigt tilbage, og i andet forsøg lykkedes det at vinde sættet 22-20.

Det så godt ud for det danske par i begyndelsen af andet sæt, hvor det hurtigt blev til en dansk 7-2 føring og en duft af en plads i semifinalen. De næste fem point tog indoneserne sig af imidlertid af, og så var sættet atter lige.

Ved stillingen 15-15 trak indoneserne fra og sikrede sig kort efter en sætsejr på 21-19 efter at have misset en enkelt sætbold.

Det danske par kom stærkt ud til tredje sæt, men var alligevel bagud med 6-11 midtvejs. Spændingen udeblev i sættet, som indoneserne vandt 21-14.

Der er dog stadig dansk mulighed for en podieplads i mixeddouble. Senere fredag spiller Joachim Fischer og Christinna Pedersen kvartfinale mod kineserne Lu Kai og Huang Yaqiong.

Juhl og Kolding har hver især mulighed for at tage revanche for mixed-nederlaget, inden det bliver fyraften. De spiller begge kvartfinaler i henholdsvis herre- og damedouble senere fredag.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK