Dansk NHL-profil skadet i nederlag

Skrevet af admin

02/02/2015

Mest læste i dag

Ishockeykampen mellem Montreal Canadiens og Arizona Coyotes kunne have været et danskeropgør, men det endte helt uden danskere, da Arizona overraskende vandt 3-2 i Bell Center i Montreal.

Mødet mellem de to barndomsvenner fra Rødovre, Arizonas Mikkel Bødker og Montreals Lars Eller, blev ikke til noget, fordi Bødker stadig arbejder på at komme sig over sin milt-operation midt i januar.

Søndag måtte Lars Eller så ovenikøbet også udgå med en skade.

Danskeren vendte ikke tilbage på isen til tredje og sidste periode, så han var ikke med, da Arizona kom tilbage fra 1-2 og vandt 3-2 med to hurtige scoringer i sidste periode.

NHL-klubberne oplyser helst ikke om spillernes skader, og forklaringen på Ellers skade lyder da også kun, at det er en "lower-body-injury", altså en skade i underkroppen.

Skaden opstod, da Lars Eller blev tacklet og røg ind i målet midt i anden periode.

Ifølge avisen Montreal Gazette sagde Lars Eller selv efter kampen, at han efter en dags pause forventer at kunne spille igen tirsdag, hvor Buffalo kommer på besøg i Montreal.

Hjemme i Vancouver tabte Jannik Hansens hold 2-4 til Minnesota på en dag, hvor mange NHL-hold holdt kamp-pause på grund af Super Bowl. Jannik Hansen blev ikke noteret for point i kampen.

/ritzau/