Dansk pilots teori: Malaysia Air-piloter kan være døde efter brand

Skrevet af Lotte Sørensen

19/03/2014

Dagens topnyheder

Blev fly MH370 kapret af teorister, eller var det piloterne selv, der besluttede at slukke for sporings-udstyret? Ingen ved endnu, hvad der skete, da flyet fra Malaysia Airlines forsvandt 8. marts.

Den amerikanske pilot Chris Goodfellow mener, at det er mest sandsynligt, at der har været en elektrisk brand ombord. Og det er den danske luftkaptajn Søren Gundersen enig i, fortæller han til tv2.dk.

- Det ville kunne forklare mange af de ting, vi har hørt, siger han.

Læs også: Myndigheder: Pilot slettede data fra sin flysimulator

Blandt andet forklarer det, hvorfor der blev slukket for meget af sporingsudstyret på flyet. Ved en elektrisk brand lukker piloterne nemlig ned for så meget udstyr som muligt. Dog ikke det såkaldte ACARS-system, da det ikke er nemt at slukke. Men det blev det på MH370.

Efter at slukke for så meget som muligt, ville piloterne forsøge at lande, hvilket kan forklare, hvorfor flyet pludselig vendte om. Men hvorfor landede flyet så ikke?

- Det at flyet ikke er dukket op, men formentligt har fløjet indtil der ikke er mere brændstof tyder på, at piloterne er døde. Måske af røg eller iltmangel, siger Søren Gundersen.

Læs også: Fly-søgning spænder over område så stort som Australien

Han understreger dog, at det blot er en teori.

Flyet lettede fra Kuala Lumpur i Malaysia 8. marts kl. 00.41 lokal tid og havde retning mod Beijing. Da man sidst havde kontakt til flyet, havde det brændstof til at holde sig på vingerne yderligere otte timer.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med